HJEMLØSHED

6.138 mennesker i Danmark var hjemløse i 2015, viser en optælling fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Hjemløshed er ofte forbundet med alkohol- eller stofmisbrug, psykiske eller økonomiske problemer samt høje boligpriser. Nogle har en bolig, som de ikke er i stand til at bo i, andre har kun gaden eller en sofa hos venner eller familie. På KFUM’s Sociale Arbejdes bosteder for hjemløse skaber vi rammer, der kan gøre det enkelte menneske i stand til igen at bo i egen bolig. Vi ved, at der ikke er nogen lette og hurtige løsninger, men at professionalisme og hjertevarme hjælper på vej.

 

Et ophold på bostedet Borgerskolen i Lemvig gav Sonja nyt livsmod. Hun var helt nede og vende, men fik på Borgerskolen tanket ny selvtillid.

VI HJÆLPER MENNESKER, SOM:

  • har mistet deres bolig
  • kæmper med et misbrug eller psykiske problemer og ikke kan bo selv
  • har mistet alt – familie, penge og bolig

BOSTEDER FOR HJEMLØSE

KFUM’s Sociale Arbejdes bosteder er for voksne, der af sociale, psykologiske eller andre årsager ikke har et hjem – eller ikke er i stand til at bo i eget hjem. Bostedet Stormly i Esbjerg er dog kun for kvinder.

Beboerne har ofte et aktuelt eller tidligere misbrug af rusmidler, som gør det nødvendigt at fokusere på individuel social træning. Derfor arbejdes der med relationer, struktur i hverdagen og konkrete planer for etablering i egen bolig. Sammen med personalet udarbejdes en plan for tilbagevenden til et bedre hverdagsliv, som kan omfatte misbrugsbehandling, jobtræning, praktikordning og deltagelse i forskellige aktiviteter.

Jeg har oplevet respekten 100 procent på Borgerskolen

Flere af bostederne har aktivitetstilbud som værksteder og havebrug. Desuden deltager beboerne i indkøb, madlavning og rengøring for at skabe en døgnrytme, der ligner en almindelig hverdag, og som forebygger tilbagefald.

Et ophold varer fra få uger til flere måneder, og der arbejdes alle steder med en aktiv udslusning, hvor nogle af bostederne har egne udslusningsboliger, skæve boliger og efterværn.

Bostederne er selvejende institutioner og drives efter Servicelovens §110 omhandlende midlertidigt ophold for personer med særlige sociale problemer. Disse er omfattet af selvmødeprincippet, hvilket betyder, at en person ikke skal visiteres af kommunen for at få en plads.

Undtaget er bostedet Ladegården i Randers, der tilbyder permanente plejehjemsboliger til aktive misbrugere, som ikke forventes at komme ud af deres misbrug. Ladegården drives efter Servicelovens §108, der handler om længerevarende ophold med omfattende behov for pleje og behandling.

Her finder du vores bosteder for hjemløse

KONTAKT

Vil du vide mere, så kontakt stederne direkte via linket ovenfor eller KFUM’s Sociale Arbejde på info(at)kfumsoc.dk / 6440 1888.

FAKTA OM HJEMLØSHED

  • 6.138 personer blev registreret som hjemløse i uge 6/2015 – en stigning på 23% siden 2009
  • 78% af de hjemløse er mænd - 22% kvinder
  • 47% af de hjemløse mænd har en psykisk sygdom
  • 70% af de hjemløse er på kontanthjælp
  • Antallet af hjemløse 25-29 årige er steget med 29,4% fra 2013 til 2015

Kilde: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd / 2015

Behandling, rådgivning og omsorg til mennesker i udsatte livssituationer

Giv rum til flere frivillige

Vi skal gøre det lettere at blive frivillig og bidrage til fællesskabet, mener generalsekretær Morten Skov Mogensen fra KFUM's Sociale Arbejde.

 

Ludomani: Behov for strammere regler

Center for Ludomani opfordrer politikerne til at regulere bonusser, begrænse markedsføringen og indføre et spillekort, så unge ikke kan spille.