
KFUM’s Sociale Arbejde driver 9 midlertidige bosteder for hjemløse og 1 permanent bosted for ældre misbrugere
Formålet med denne indsats er at hjælpe nogle af de godt 7-8.000 hjem- og boligløse personer, som hvert år benytter bosteder rundt om i landet. Ved at tage ophold på én af KFUM’s Sociale Arbejdes institutioner, har man mulighed for at få hjælp og støtte til igen at få orden på livet. Personalet på de enkelte institutioner står klar til at give beboerne den nødvendige omsorgsmæssige støtte og en konkret hjælpende hånd til at komme videre i deres liv.
I KFUM’s Sociale Arbejdes institutioner for hjemløse sættes brugeren i centrum. Det afspejles i den måde, vi møder det enkelte menneske på. Selv om man kan være marginaliseret, f.eks. mangle arbejde og have et alkoholmisbrug, har man retten til at blive behandlet ligeværdigt. Det betyder, at vi ikke møder mennesket med krav om en modydelse for vores hjælp og støtte. Vi tror på, at mennesket inderst inde ønsker at leve et godt liv med sociale relationer uden misbrug. Det er denne tro på ”det gode liv”, som er drivkraften i samarbejdet mellem brugerne og de ansatte, og som gerne skulle munde ud i et værdigt liv.