Frivillig læge i Cyberhus

Line Sindal Nielsen har i fem år været frivillig i Cyberhus.dk, som er de unges klubhus på nettet. Det giver hende energi, og hun får også noget ud af det fagligt.

 

Siden 2010 har Line Sindal Nielsen svaret på en bred vifte af spørgsmål fra unge om fysiske og psykiske problemstillinger. Hun er læge og frivillig i Cyberhus’ lægebrevkasse. For Line var det et naturligt fortsæt efter en rejse til Sierra Leone, hvor hun også arbejdede frivilligt.

Hos Cyberhus oplever hun at få en ufiltreret adgang til de unge på en anden måde end den hun til dagligt oplever i sin hverdag som praktiserende læge.

Hvad giver det dig at arbejde frivilligt?
Rent fagligt giver det mig en kommunikativ udfordring. Jeg skal formulere mig præcist, i øjenhøjde og på skrift. Derudover giver det mig en mere nærværende kontakt med de unge og jeg får deres spørgsmål og overvejelser råt for usødet. Det er befriende.

Hvorfor laver du frivilligt arbejde?
Jeg tanker energi i mit arbejde ved Cyberhus. Det, at være læge på den her måde, er meningsfuldt, relevant og giver mig en mulighed for at repræsentere sundhedsvæsenet i en mere ærlig og ufiltreret kontekst uden kittel og venteværelser.

De unge skal ikke bestille tider, de skal ikke præstere noget eller være noget i forhold til andre. De kan være sig selv, fordi de er anonyme, og det giver dem mulighed for at være helt ærlige. Forhåbentlig får de unge en mere positiv oplevelse med lægen som autoritet.

Jeg tanker energi i mit arbejde ved Cyberhus

Hvad giver du de unge?
Ro i sindet og så det her positive møde med lægen. De skriver ind med bekymringer om egen krop, som jeg så kan hjælpe dem til at navigere i. Jeg kan ikke behandle og undersøge de unge, men jeg kan være en rettesnor – hvad er normalt, hvad kan du selv gøre, og hvornår skal du snakke med en voksen eller din læge.

Hvad får dig til fortsætte som frivillig?
Jeg nyder at være frivillig i Cyberhus, og jeg får også selv noget fagligt ud af det. Hvis jeg ikke var i Cyberhus ville jeg uden tvivl mangle det. I modsætning til alle mulige andre frivillige job er det her også det mest forenelige med mit studie og min familie.

 

Tekst: Center for Digital Pædagogik / Cyberhus, september 2015

 

Læs mere om de unges klubhus på nettet på www.cyberhus.dk  

FRIVILLIG

Line Sindal Nielsen er frivillig i Cyberhus' lægebrevkasse, hvor hun besvarer spørgsmål fra unge

Behandling, rådgivning og omsorg til mennesker i udsatte livssituationer

HjerteRUM i en kold tid

I det nye nummer af magasinet HjerteRUM kan du læse om værdigrundlaget i KFUM's Sociale Arbejde. Og hvad det betyder for gæster, beboere og brugere.

 

Kommentar: Indsigt forpligter

Under valgkampen fik politikerne dybere indsigt i udsattes vilkår. Det bør give sig udslag i en bedre social indsats, mener Morten Skov Mogensen.