Lykken for enden af Lossepladsvej

De seneste syv år har været en stor rutsjebanetur i livet for Niels Werner, der pludselig havnede på KFUM's Kollegium for hjemløse. Læs her hans egen beretning.

 

En ulykke kommer sjældent alene. For mit vedkommende tildelte skæbnens pokerhånd mig et helt hattrick af uforudsete begivenheder, der i forening radikalt kom til at ændre min fremtid. 
  
I 2007 havde jeg et velfungerende liv. Født og opvokset i 2900-området, uddannet i Oxford med en Mastergrad i afsætningsøkonomi og med et medfødt sprudlende gå-på mod og et godt helbred, havde livet helt fra starten givet mig rige muligheder. Således var jeg nogle år tidligere vendt hjem efter en lang og spændende karriere i England og USA både indenfor mit felt og i noget så forskelligt som underholdningsbranchen, hvor jeg bl.a. havde gjort karriere som radiovært, forfatter og komponist.
 
Jeg boede næsten i Danmark, nærmere betegnet i det, vi kalder København M, hvor jeg havde en vidunderlig herskabslejlighed midt i den gamle bydel af Malmö. Dagligt pendlede jeg med toget til drømmejobbet på Frederiksberg som medarbejder på en arbejdsplads med de bedste kollegaer og masser af spændende udfordringer. Min fritid var også stærkt præget af social aktivitet med masser af selskabelighed, rejseoplevelser og kreative aktiviteter i gode venners og familiens selskab.
 
Blev væk i butik
Som lyn fra en klar himmel indtraf begivenhed nr. 1. En dag sad jeg foran et regneark på computeren, men kunne kun se en blank skærm. Når folk talte sammen, så jeg deres mundbevægelser, men opfattede ikke, hvad de sagde. Jeg blev væk i en butik i det indre København, som jeg kendte som min egen bukselomme. I flere timer anede jeg ikke, hvor jeg var.
  
Så gik min arbejdsgiver konkurs. Det var i forbindelse med finanskrisens start. Det gjorde min pensionsopsparing i udlandet også. Med et slag var jeg både uden indtægt og formue. Snart mistede jeg også min bolig. Begivenhed nr. 2 havde holdt sit indtog.

Fra ”galeanstalten” til ”lossepladsen”
Gode venner trådte til og hjalp og støttede mig på enhver måde. Imidlertid opdagede de færreste 'den løse forbindelse' oppe i mit hoved. Snart var jeg 'væk' i dagevis, vidste ikke hvor jeg havde været. Til sidst fik angsten overhånd. Jeg kontaktede i desperation min læge, der fik mig indlagt på Ballerup Psykiatrisk Center, hvor jeg var en måned.
 
Angsten kom under kontrol, og så skulle jeg udskrives, men havde intet at blive udskrevet til. På centeret var der heldigvis en rigtig god og klog dame, der foreslog KFUM's Kollegium. Sådan blev det. ”Hvor ligger det henne?” spurgte jeg. ”I København S - for enden af Lossepladsvej,” lød svaret.
Hvordan jeg kom derud husker jeg ikke. I det hele taget husker jeg meget lidt siden min situation ændrede sig så dramatisk. Men jeg husker, at jeg blev venligt modtaget og hjulpet ind i et fint 'hotelværelse', hvor jeg bare lå og hvilede. Jeg var under påvirkning af stærkt angstdæmpende medicin og således rimeligt distanceret fra den virkelighed, jeg befandt mig i.

Opbyggelig stemning
KFUM havde struktur - og det havde jeg også. Den var indpodet helt fra min tidligste opvækst. Strukturen gjorde mig tryg, og de daglige måltider, der blev serveret på klokkeslet, blev rygraden i min hverdagsrytme. Det kan være skræmmende at møde fremmede mennesker i en så svækket tilstand, som jeg befandt mig i, men hele stemningen var så venlig og opbyggelig, at det ikke var nogen overvindelse at deltage i dagligdagen.

Hele stemningen var så venlig og opbyggelig, at det ikke var nogen overvindelse at deltage i dagdagen 

Landsbyen midt i storbyen
Lad mig fortælle lidt om KFUM's Kollegium. Selve faciliteten er som en afsidesliggende landsby, og alligevel er der blot under 15 minutters cykeltur langs havnefronten til Rådhuspladsen. Som nabo til Amager Fælled tangerer beliggenheden det landlige, og selve bo-oplevelsen er som et landsbysamfund i gamle dage. Hovedårsagen hertil er de mennesker, der er ansvarlige for den daglige drift. Der hersker en særegen ånd bygget på respekt, næstekærlighed, tradition og gamle værdier. Hverdagen er forudsigelig og ukompliceret, og alt er trygt og hyggeligt.
 
Det kan være svært at finde ord til at beskrive et sådant sted. Mit valg falder på at bruge betegnelsen: "engle". Hver beboer får tildelt en kontaktperson. Efter kort tid blev min kontaktperson min fortrolige og faste bisidder. For ham var hans virke på KFUM et kald. Hele hans indsats var drevet af lyst, tro og et kæmpe omsorgsgen. Han havde en lige så hjertelig familie, der gav en ekstra dimension til hans vedholdende og krævende indsats.

Bevarede selvrespekten
Mine specielle behov trak store veksler på min bisidders tid og ressourcer. Alene min kommunale udredning må have optaget i hundredevis af timer af hans tid. Gennem hele forløbet udviste han både ro og overblik, og måske netop derfor forekom hans støtte uvurderlig. Men det særegne ved hans måde at håndtere tingene på, var at han formåede at få én til at føle, at man selv traf beslutningerne, at man bevarede selvrespekten og ikke blev umyndiggjort, men snarere opbygget i processen. Den gode og sorte humor var altid tilstedeværende, og så var min bisidder også en mand med bred viden og mange interesser, i hvis selskab man altid blev inspireret og beriget.  

Den gode og sorte humor var altid til stede


Man skal ikke have opholdt sig længe på KFUM, før man rammes af, hvad jeg kalder 'August Gardes Syndrom'. Symptomerne er en voldsom kamp med livremmen, og skyldes ene og alene den gode forplejning. Det hjemmebagte brød, formiddagsbollerne med lækre marmelader, oste og RIGELIGT SMØR, og så det store aftenmåltid med bugnende tallerkener af mad, som ens mor lavede den, altid serveret med et smil, et opmuntrende ord og så lige en ekstra skefuld sovs på.
 
Jeg kunne blive ved med at fortælle om gode gerninger og opbyggelighed. Vores pedel, der tog mig med på indkøb, skaffede mig værktøj og delte viden, og da min cykel blev stjålet, gav mig sin kones. Min udslusningshjælper, der tog sig tid til at snakke med mig og rådgive mig, og som kørte mig land og rige rundt på jagt efter en bolig på landet, og andre medarbejdere, der støttede mine hobbyer og studier i musik og billedkunst og i alle forhold hjalp og opmuntrede mig på enhver tænkelig måde.
 
Som tiden gik, følte jeg mig som en del af lokalsamfundet. Det var blevet mit hjem, min verden, som jeg hørte til, som var det min egen hjemstavn.

Den skæbnesvangre 3. ulykke
Det var nu blevet forår. Jeg havde genvundet meget af min funktionalitet, var glad, fuld af forhåbning og havde gang i en masse målrettede tiltag møntet på at reetablere en selvstændig tilværelse.
 
Da indtraf begivenhed nr. 3. Jeg kom kørende på min cykel hen ad cykelstien på Nørrevold, da døren i en parkeret bil pludselig blev åbnet og fangede min skulder. Jeg blev smit af cyklen og landede på nakken. Mere husker jeg ikke før jeg befandt mig på Rigshospitalet. Efter nogle undersøgelser blev jeg sendt hjem senere samme dag med hjernerystelse og besked på at tage den med ro i nogle dage. Udover store blå mærker på kroppen fortsatte hovedpine, kvalme og svimmelhed i mange uger og værst af alt voldsomme ryg- og nakkesmerter. Overblikket forsvandt, og jeg var hensat til en tåget tilværelse, som bedst kan betegnes som tidløs forvirring. Efterfølgende undersøgelser afslørede beskadigelse af rygsøjlen og kronisk stærkt reducerede kognitive funktioner.
 
Kommunen indledte et grundigt udredningsforløb, der ud over en række store hospitalsundersøgelser indebar en arbejdsprøvning. Igen trådte KFUM til, hvor jeg fik beskæftigelse på det grafiske værksted. Udredningsforløbet forekom mig vanskeligt, uoverskueligt og endeløst, men hele vejen havde jeg KFUM som en trofast og loyal ledsager. Specielt min bisidder og lederen af det grafiske værksted var der for mig 100%.
 
KFUM's værksted fortjener at blive synliggjort. Lederen var en sprudlende kreativ person med en stor portion erfaring, en bundloyal ven og en sej godhjertet fighter, der ikke lod sig slå ud af noget, og som havde en anderledes og klog tilgang til livet. Han stillede altid med selvironi og den sorteste geniale humor, og havde en enestående evne til at møde mennesker, hvor de er. På mange måder mindede han om min barndomshelt: Fulton-skipper Mogens Frohn Nielsen, som jeg som dreng havde sejlet med på en skoleferie. Hvad kunne have været et ydmygende og  deprimerende forløb blev på værkstedet forvandlet til en opbyggelig værdig oplevelse, som jeg forlod med en øget viden indenfor grafiske problemstillinger, kendskab til software, m.v. og vigtigst af alt en stor portion genopbygget selvtillid.
 
På værkstedet fik jeg også en anden nær ven i det daglige arbejde. Skulle der skrives et modstykke til Gyngehøvdingen om arbejderbevægelsens historie i det 20. århundrede, ville min ven være den selvskrevne helt og hovedperson. Udover at være en sjældent dygtig håndværker, der altid satte hele sin ære ind på at levere sit bedste resultat, var han en ægte kammerat, der bare var der i nødens stund. Han var desuden en stor musikbegavelse, der indbød mig til at deltage i havnearbejdernes traditionsrige kor. Også i sit sprogbrug var han en sand poet, der kunne lede tanken hen på Osvald Helmut og Ludvig Holberg. I hans selskab fløj tiden af sted, og efter dagens dont gik jeg hjem i løftet stemning, som havde jeg været til den bedste teaterforestilling.
 
Min relation til folkene på værkstedet udviklede sig til et reelt venskab. Vi passede have sammen og hyggede os i sen-eftermiddagen med at sludre og spise. Deres venskab har været en inspiration for mig, hvor det ægte menneske bliver synliggjort i loyalitet og konkrete næstekærlige handlinger. 
 
Tilbage til ’livet’
Efter flere år blev jeg tilkendt førtidspension. Det er en meget konkret og definitiv konstatering af ens situation,- en tyk, veldokumenteret rapport, der fastslår ens uarbejdsdygtighed og uhelbredelighed sort på hvidt. Med den besked manglede blot min udslusning til samfundet. Jagten på en bolig intensiveredes og resultatet blev det afsidesliggende Odsherred, helt ude på landet i smukke omgivelser ved mark og strand i et venligt og rummeligt lokalsamfund, der skulle vise sig at blive en naturlig fortsættelse af min tilværelse hos KFUM.
 
Afskeden var svær, meget svær. Jeg husker tydeligt den store klump i halsen, da jeg prøvede at takke alle ’englene’ for deres omsorg og godhed mod mig. Heldigvis har jeg kunnet bevare forbindelsen til mine venner, dér på kollegiet, og har fra tid til anden kunnet vende tilbage på besøg, hvor oplevelsen for mig altid vil være, at "komme hjem".
 
På trods af mine nye og anderledes levevilkår, er jeg et særdeles lykkeligt menneske. Det kan jeg for en stor del takke KFUM for. Mit ophold på KFUM's Kollegium lærte mig noget vigtigt og dyrebart, der har været en grundpille i min nye tilværelse. I sandhed kan jeg med taknemlighed sige, at jeg i min uventede rejse gennem livet fandt nøglen til den sande lykke i København S blandt englene for enden af Lossepladsvej. 
 

 

Fra Hjerterum, vinter 2014
Tekst: Niels Werner, tidligere beboer på KFUM's Kollegium på Amager

Behandling, rådgivning og omsorg til mennesker i udsatte livssituationer

Jens Maibom Pedersen valgt til Frivilligrådet

Formanden for KFUM’s Sociale Arbejde mener, det frivillige arbejde er afgørende i forhold til fælles sociale udfordringer og sammenhængskraft.

 

Børn af alkoholikere kan få gratis, anonym og professionel hjælp

Over 120.000 børn vokser op med forældre, som har et alkoholproblem. Det påvirker børnene, og det kan være svært at tackle problemerne uden hjælp.