Nyt mod på livet

Et ophold på bostedet Borgerskolen har vendt op og ned på livet for Sonja. Hun var helt nede og vende, men har nu fået tanket selvtillid og energi


Hun kommer stille og roligt og giver hånd, da jeg træder ind på Borgerskolen i hjertet af Lemvig. Hun smiler imødekommende. Hun er pæn i tøjet, håret sidder fint og sølvhalskæden glimter. Vi går op ad trappen til forstanderens kontor, hvor kaffen står og damper, og de hjemmebagte småkager venter på at blive spist.

Sonja Pedersen, 54 år, har sagt ja til at fortælle sin historie, der er ”forbudt for børn”. Efter et halvt år med værelse på Borgerskolen bor hun nu i et af stedets udslusningsværelser oven på værestedet Aktivitetshuset et stenkast herfra. Men historien starter et helt andet sted.

Sonja var som barn glad for skolen. Gik på handelsskole og blev butiksuddannet. Hun var i en periode brugsuddeler. Hun fik tre dejlige børn og passede bedriften på gården nær Skærbæk, hvor hun etablerede en stor gårdbutik. Hun var dagplejemor og havde i 4-5 år plejebørn. Hun passede sit arbejde og sin familie, så på overfladen var alt godt. Men noget var alligevel helt galt.

Misbrugt som barn
- Jeg kommer fra en dysfunktionel familie, hvor min far var meget dominerende og misbrugte mig helt op til konfirmationsalderen, når han var fuld, fortæller Sonja og nævner, at hun alt for hurtigt blev ”voksen” og aldrig prøvede at være barn. Hun glædede sig derfor altid til at komme i skole, for den var et frirum.

Senere blev samlivet med hendes mand en stor prøvelse, hvor hun blev kuet og latterliggjort, samtidig med at alle gøremål blev lagt over på Sonjas skuldre. Og hun formåede aldrig at sige fra. Hun fortæller hudløst ærligt og får flere gange tårer i øjnene.

- Jeg kom i behandling med antidepressiv medicin. Til sidst voksede det hele mig over hovedet. Jeg var helt fyldt op og begyndte at drikke, fortæller Sonja.

Hun kom på et tidspunkt i Minnesota-behandling og kom bagefter hjem til det samme store arbejdspres og en hverdag, hvor manden som chauffør og partymusiker ofte var meget væk. Og så var der kun Sonja til at holde styr på børnene og gården.

Jeg skulle bare tage mig sammen, blev der altid sagt 

Ingen støtte og opbakning
- Jeg fik ikke meget opbakning af min mand. Ingen støtte. Jeg skulle bare tage mig sammen, blev der altid sagt.

Sonja og Flemming gik fra hinanden i 2011. Men Sonja kunne ikke finde ud af at bo alene og begyndte at drikke endnu mere. Hun var ved at miste kontakten til sine børn. En dag faldt hun om henne ved købmanden, blev kørt med blink til sygehuset og overført til psykiatrisk afdeling i Esbjerg. Efter en uge fik hun tilbudt en plads på Borgerskolen.

- Jeg husker tydelig den aften i april 2012, hvor jeg tog imod Sonja. Hun var meget tynd, hun havde det rigtig dårligt og var blottet for selvtillid. Hun kunne faktisk ikke svare på de spørgsmål, jeg stillede hende, husker forstander Tina Mette Dominicussen.

Mistede kun ægteskabet
I dag – knap to år senere – trives Sonja. Hun har fået selvtilliden, humøret og kontakten til sine børn og veninder tilbage. Hun har let til smil og vil gerne ud blandt folk og snakke. Det eneste, hun har mistet, er sit ægteskab, forklarer hun.

Sonja har fået diagnosen PTSD eller posttraumatisk stresssyndrom, som er det, mange soldater udvikler efter at have været i krig. Sonjas krig er hendes barndom – og et respektløst ægteskab.

Selvom hun er flyttet ud fra Borgerskolen, har hun stadig daglig støtte og en fast kontaktperson på Borgerskolen. Hun har nu fået energi og selvtillid til igen at påtage sig opgaver, men kun i hendes eget tempo. Hun har nemlig lært at sige sin mening og sige fra.

Har taget Sonja-kasketten på
- Du er blevet herre i eget hus. Du har taget Sonja-kasketten på, siger Tina Mette til Sonja.

Og at selvtilliden og energien er forbi spire-stadiet er ingen af dem i tvivl om.

- Jeg er i praktik to dage om ugen i en blomsterbutik, og så hjælper jeg også med at dyrke Borgerskolens egne grøntsager, fortæller Sonja, som holder meget af at få noget til at gro. Hun håber også, at der med tiden vokser et flexjob frem til hende.

Du er blevet herre i eget hus. Du har taget Sonja-kasketten på.

Ædru mormor
Sikkert er det i hvert fald, at Sonja snart skal være mormor, og en anden ting er også helt sikkert:

- Barnet skal have en ædru mormor, siger Sonja, så der ikke er nogen tvivl om, at hun mener det.

Vi har snakket færdig, kaffen er drukket og vi skal udenfor for at tage det billede, der skal illustrere Sonjas historie. Og hun vil meget gerne fotograferes foran Borgerskolens skilt, fordi stedet har fået en ganske særlig plads i Sonjas hjerte. Smilet kommer helt af sig selv.

 

Værdier i spil på Borgerskolen

  • Jeg har oplevet respekten 100 procent på Borgerskolen. Der er altid nogen, der vil lytte til mig.
  • Borgerskolen har givet mig ro, kun få pligter og stabilitet i min hverdag
  • Vi tager os af hinanden og bekymrer os om hinanden. Vi peger ikke fingre, men hjælper hinanden.
  • Jeg har aldrig oplevet sådan en glæde som her på Borgerskolen
  • Jeg har aldrig haft det så godt som nu
  • Jeg er blevet mig selv og har lært at være god mod mig selv

Citater: Sonja Pedersen

 

Fra Hjerterum, sommer 2014
Tekst: Henning Søgaard Nielsen

Behandling, rådgivning og omsorg til mennesker i udsatte livssituationer

Maria og Sine skal etablere familieklubber i Jylland og på Fyn

Maria Bille Ravnborg og Sine Hulegaard Mikkelsen er ansat som projektkoordinatorer i Hele Danmarks Familieklub.

Gritt er ny leder af Livsværkstederne i Gellerup

Gritt Rhinstrøm, 40 år, er tiltrådt som ny leder af Livsværkstederne i Gellerup, Aarhus.

Børn af misbrugere får mere hjælp

Børn og unge fra misbrugsfamilier i syv jyske kommuner er sikret gratis, professionel hjælp de kommende fire år.