Teenagere med ondt i livet kan nås med et klik

Københavns Kommune bliver nu forgangskommune med et nyt permanent tilbud om digital ungerådgivning. Gode resultater efter en forsøgsperiode giver grønt lys til at fortsætte tilbuddet. Den digitale rådgivning indebærer tilgængelighed og anonymitet, og netop den del gør det muligt at nå nogle unge, man med stor sandsynlighed ellers ikke havde set skyggen af.
 

Unge i dag er digitale. Det er en kendsgerning. Med det in mente valgte Københavns Kommune i en forsøgsperiode fra november 2014 til juli 2015 at tilbyde digital ungerådgivning i et samarbejde med cyberhus.dk, som er en landsdækkende digital rådgivningsportal for unge, i håb om at nå ud til flere.

På cyberhus.dk er der gennemsnitligt 1.200 besøgende hver dag fra alle kroge af landet – heriblandt fra København. Et tal, der taler for sig selv og som var medvirkende til at Københavns Kommune tog skridtet ind i den digitale rådgivning.

Anonymitet og tilgængelighed giver adgang til flere unge
Alle kommuner i landet skal, ifølge servicelovens paragraf 11 stk. 2, kunne tilbyde anonym rådgivning til enhver. I de fleste af landets kommuner forvaltes paragraffen ved at tilbyde ansigt til ansigt rådgivning.

Den digitale rådgivning derimod er defineret ved at være ansigtsløs og derfor absolut anonym. En rådgivningsform, der ikke tilbydes mange steder endnu, og som kan have den effekt, at der rundt om på teenagerværelserne sidder mange unge, som ikke får hjælp.

De går derude
Det ved Johnny Szumlanski, der er ungerådgiver i Bispebjerg i Københavns Kommune. For han har set de unge vandre frem og tilbage foran de store vinduer i gadeplan, hvor han til daglig arbejder.

”De går derude og tager mod til at komme herind. Og nogen gange bliver det ved det, og så kommer de ikke ind”, fortæller Johnny Szumlanski, om hvordan han af og til må kigge langt efter mange af de unge, som ikke har lyst til at besøge den fysiske rådgivning.

Ungerådgivning skal være for alle og ikke kun for dem, der tør vise sig i døren

”Ungerådgivning skal være for alle og ikke kun for dem, der tør vise sig i døren. Nogle af de unge kan føle sig begrænset i deres anonymitet, når de skal møde fysisk op. Det kræver meget, og det bør jo være sådan, at alle de unge, der har brug for at henvende sig, gør det,” siger Johnny Szumlanski.

Johnny Szumlanski har oplevet, hvordan den digitale rådgivning åbner op for den målgruppe af unge, som med stor sandsynlighed ellers var blevet væk. Og svaret på, hvorfor den digitale rådgivning er en succes, ligger lige for:

”Der er jo ikke lige så lang vej til tasterne, som til den fysiske rådgivning, og på den måde når vi nogle unge, som vi ellers ikke ville nå,” siger han og hentyder til, at både den fysiske og den mentale distance i sagens natur er forkortet – med et enkelt klik.

At være hvor de unge er
På cyberhus.dk eksisterer et stort ungeunivers, og her oplevede man en kæmpe tilstrømning af københavnske unge med 11.000 årlige besøg.

”De unge er i forvejen at finde på cyberhus, og det gør det nemt for dem, at vi er tilstede her,” forklarer Johnny Szumlanski om årsagen til, at Københavns Kommune har koblet sig med cyberhus.dk.

At online ungerådgivning bør forankres lokalt – altså med en digital livline ude i kommunerne, forklarer han ved, at de unge har brug for at være i kontakt med nogen fra deres nærområder, der kender til, hvad der sker i området, og til eventuelle andre tilbud i kommunen, som kan hjælpe den unge.

Chatlinje som forsøg
Københavns Kommune fik i forsøgsperioden en særskilt chatlinje til de københavnske unge mellem 13 -17 år, som var igennem på cyberhus.dk. Chatten holdt åbent i i alt 130 timer fordelt over et par dage om ugen.

”Det virkede,” fortæller Szumlanski og uddyber:

”I prøveperioden har vi haft kontakt til ca. 60 unge, det lyder måske ikke af meget, men det er det,” siger han og forklarer, at der i de sidste tre måneder af perioden skete en fordobling af henvendelser.

Tallet skal nemlig ses i lyset af, at der i 2014 var 177 førstegangshenvendelser igennem den fysiske rådgivning på et helt år, med åbent hver dag, og som også inkluderer de henvendelser, som kom fra det opsøgende arbejde, ungerådgiverne også udfører i Bispebjerg.

”De 60 henvendelser er jeg ret sikker på, vi ikke havde fået, hvis vi ikke havde haft muligheden for at tilbyde den digitale, anonyme rådgivning”, siger Johnny Szumlanski.

At teenagere er følsomme individer, ved de fleste.

Online rådgivning er på linje med de unge
At teenagere er følsomme individer, ved de fleste. Johnny Szumlanski tilføjer på den baggrund, at ungerådgiverne altid kan blive endnu bedre til at forstå de unge og til at udvikle metoderne, de unge bør mødes med:

”Teenagere er sårbare, de går op i, hvad andre synes om dem og er derfor også mere påpasselige med, at andre ikke finder ud af, hvad der også foregår omkring dem. Og så skal der altså virkelig meget til, før de tager hen til os,” siger han og understreger vigtigheden af at lade rådgivningen foregå i linje med de unge selv - i deres element. Her, i det digitale rum.

Lynhurtig afregning
På spørgsmålet om det overhovedet er muligt at skabe et nærvær til de unge gennem en skærm, svarer Johnny Szumlanski, at gennem det rigtige ordvalg og en åben tilgang, som er lyttende og løsningsorienteret, kan det sagtens lade sig gøre.

Dog er det kontant afregning på en anden måde end i den fysiske rådgivning, da de unge lynhurtigt kan hoppe af chatten.

”Men det er ok, for så har den unge taget første skridt, og de ved, at de kan vende tilbage.” Johnny Szumlanski er derfor heller ikke i tvivl om, at online rådgivning er den rigtige vej at gå for kommunerne i fremtiden, som et supplerende tilbud til den fysiske rådgivning:

Det er google-generationen, vi har med at gøre

”Det er google-generationen, vi har med at gøre. De googler alt – også når de har det svært. Det er på nettet, de unge bevæger sig og derfor her, kontakten til de unge kan skabes,” konstaterer han og tilføjer, at han ser et stort potentiale i at udvikle de digitale rådgivninger i takt med andre oplevede behov, som f.eks. til pårørende og unge over 18 år.

FAKTA

For Københavns Kommune har samarbejdet med cyberhus.dk betydet, at der har været masser af erfaringer og viden at trække på om børn og unges brug af digitale medier.

Cyberhus.dk er et digitalt klubhus i et univers af typiske teenagetematikker og hjerteskærende fortællinger. De unge, der besøger siden, kan læse med, kommentere indlæg, debattere med hinanden eller tage kontakten til en voksen rådgiver enten på chat eller i en brevkasse. Det voksne fagpersonale holder sig i baggrunden. De svarer og rådgiver kun, hvis de bliver spurgt.

Cyberhus.dk er bundet op på frivillighed. Det betyder, at det voksne fagpersonale, som den unge skaber kontakt til, er en frivillig med den rette faglige forudsætning for at rådgive og vejlede den unge.

Cyberhus.dk er etableret i den socioøkonomiske organisation Center for Digital Pædagogik. Et videnscenter med fokus på udsatte børn og unge og digitale medier.

Center for Digital Pædagogik tilbyder rådgivning og konsulentbistand omkring børn og unge og digitale medier, til både private organisationer, skoler, kommuner m.fl.

 

Tekst: Center for Digital Pædagogik / Lousin Hartmann, november 2015

Behandling, rådgivning og omsorg til mennesker i udsatte livssituationer

Folkemøde: Vi sætter fokus på udsatte og ulighed

KFUM's Sociale Arbejde inviterer til debat om udsatte mennesker samt ulighed i sundhed og samfundet på Folkemødet på Bornholm. Se vores events.

KOMMENTAR: Er kirken for de stærke blot?

Folkekirken har et uforløst potentiale til at blive en samlende kraft og katalysator for fællesskaber på tværs af skel, mener KFUM's Sociale Arbejde.

KOMMENTAR: Forbyd dyre lån og forebyg fattigdom

Horribelt dyre lån fører ofte til en gælds- spiral, som øger udsatte menneskers fattigdom. Politikerne bør gribe ind, mener KFUM's Sociale Arbejde.