Børn og unge på Københavner-ferie

14 børn og unge er på to døgns udflugt til Sjælland med det sociale værested Gademix i Kolding.

29. juni 2016. Af pressekonsulent Torben Lindberg.

Flere af deltagerne har aldrig været i København - og at de skulle både over og under Storebælt i toget var en overraskelse for nogen.

Det sociale værested Gademix i Kolding - som hører under KFUM's Sociale Arbejde - har tradition for at tage på sommerudflugt. I år deltager - ud over de 14 børn og unge - fem frivillige, som har valgt at bruge nogle fridage og deltage i turen.

- Når Gademix arrangerer sådan en sommerferieoplevelse, er det fordi vores unge rigtig gerne vil opleve hovedstaden, fortæller leder Hanna Andresen fra Gademix.

Nogle af børnene og de unge har tidligere været på Bakken eller i Tivoli - men ikke set ret meget andet af København.

- Få har været her før, men de synes København er meget spændende - med storbylivet og de mange mennesker.

Når Gademix arrangerer udflugter og oplevelser, er holdningen, at turene skal indeholde et miks af gode oplevelser, læring og dannelse. Det fokus kan det sagtens lade sig gøre at forene, mener Hanna Andresen.

Derfor er følgende oplevelser obligatoriske:

  • Tivoli
  • Christiansborg
  • Restaurantbesøg
  • Overnatning på hotel
  • Havnerundfart
  • Lagkage på La Glace

Deltagerne fik en rundvisning på Christiansborg af folketingsmedlem Christian Rabjerg Madsen. Og de fik en god diskussion om demokrati og folkestyre.

De unge ønskede også at hilse på Linse Kessler, Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard i nævnte rækkefølge.

- Det har ikke helt kunnet lade sig gøre. Men deltagerne ender nu altid med at blive optaget af de mange forskellige indtryk, siger Hanna med et grin og fortsætter:

- Vi har en aftale om besøg hos Danmarks Radio - som faktisk er ved at lægge sidste hånd på en udsendelse, hvor en af Gademix's unge deltager. Om vi får fat i Linse, vil tiden vise. Lars og Pia er desværre ikke på Christiansborg i disse dage.

Giv en ferieoplevelse 
Hvis du vil gøre sådan en dejlig ferieoplevelse mulig for flere, kan du støtte KFUM's Sociale Arbejdes sommerindsamling.

Sms GODFERIE til 1272 og støt med 50 kroner (koster 50 kroner + alm. sms-takst).

Gademix-unge foran Christiansborg

14 børn og unge fra Gademix fik en rundvisning på Christiansborg af folketingsmedlem Christian Rabjerg Madsen. Gademix er et socialt værested for unge i aldersgruppen 10 til 16 år i Koldings sydvest-kvarter.

Gældsrådgivning akkrediteret

Gældsrådgivningen På Fode Igen har fået RådgivningsDanmarks kvalitets-stempel i form af en akkreditering af rådgivningen

VOXPOP: Hvornår er man fattig?

Pia kan ikke finde pengene til at få sine tænder lavet. Derfor føler hun sig fattig. Hun efterlyser hjælp til børnene. Læs mere.

VOXPOP: Hvornår er man fattig?

Misse føler sig fattig, fordi hun har svært ved at betale sine faste udgifter. Børnene har aldrig haft termotøj. Læs mere.