DONERER GRATIS BRILLER

Den mobile optikerkæde Hjemmeoptik fik plusser på CSR-kontoen, da de i maj 2015 besøgte seks af KFUM’s Sociale Arbejdes sociale caféer og væresteder.

 

3.6.2015
Tekst: Henning Søgaard Nielsen

KFUM’s Sociale Arbejde blev for nylig kontaktet af firmaet Hjemmeoptik, der gerne ville donere et par dages arbejde på at give gratis synsprøver og give mennesker med dårligt syn i nogle af KFUM’s Sociale Arbejdes institutioner et par briller.

En plan blev lagt, så de i midten af maj besøgte Café Parasollen i henholdsvis Aalborg, Viby og Vejle, Livsværkstederne i Gellerup samt Café Paraplyen i henholdsvis Odense og Frederiksberg. Rundturen blev en stor succes, hvor der blev taget 100 synsprøver og doneret mere end 100 par briller.

Rundturen startede d. 18. maj i Aalborg og fortsatte ned igennem Jylland til Gellerup og Viby ved Aarhus. Dagen efter fortsatte den mobile optiker til Vejle og Odense for ud på dagen at lande på Frederiksberg.

 

Fik stærke reaktioner
Administrerende direktør i Hjemmeoptik ApS, Viktoria Schultz, fortæller om turen til de seks sociale caféer:

- Vi havde en fantastisk tour. Vi fik taget 100 synsprøver og vi fik doneret over 100 briller til KFUM's væresteder i Aalborg, Viby, Brabrand, Vejle, Odense og Frederiksberg.

- Vi fik nogle stærke reaktioner fra nogle af klienterne. Et af stederne var der fx en, som havde søgt kommunen om tilskud tre år i træk og havde fået afslag hver gang - og han var så lykkelig over, at vi kom. Han havde ikke råd selv.

- Det skal også siges, at kommunerne har sat tilskuddene så langt ned på briller, at det er helt sørgeligt. Ikke noget at sige til, at behovet for briller på stederne var stort. Med briller er det desværre ikke som med tandlæge eller høreapparater, hvor der fås store tilskud. 

 

Næsten blind
- Et andet sted mødte vi Kalid, som var blevet såret i krig og som kun så med det ene øje. Han havde fået en hjerneskade og havde svært ved at være forståelig. Vi tog en synsprøve på hans andet "raske" øje, og det viste sig, at han der havde en stor synsfejl og kun så 10 procent! Vi bestiller et par briller til ham, så han får et markant bedre syn. Han var meget taknemmelig - og det samme var vi for at kunne hjælpe!

På vegne af de besøgte seks sociale caféer og væresteder siger KFUM's Sociale Arbejde tusind tak til Hjemmeoptik ApS for det flotte initiativ, som vi håber kan gentages en anden gang. Vi er ikke i tvivl om, at der vil være behov for det.

TEAM HJEMMEOPTIK PÅ TOUR

Hjemmeoptik er en mobil optikerkæde, der udfører synstests der, hvor folk er. I dette tilfælde i seks af KFUM's Sociale Arbejdes sociale caféer og væresteder

TEAM HJEMMEOPTIK PÅ TOUR

Kalid er blind på det ene øje og ser kun med 10% synsstyrke på det andet øje. Han fik et par briller og blev meget glad.

TEAM HJEMMEOPTIK PÅ TOUR

Fire optikere fra Hjemmeoptik ApS rev to dage ud af deres kalender for at udføre frivilligt arbejde og uddele gratis briller til gæster i nogle af vores sociale caféer og væresteder

KOMMENTAR: Forbyd dyre lån og forebyg fattigdom

Horribelt dyre lån fører ofte til en gælds- spiral, som øger udsatte menneskers fattigdom. Politikerne bør gribe ind, mener KFUM's Sociale Arbejde.

KOMMENTAR: Urimelig ulighed i sundhed

Socialt udsatte mennesker lever i snit 19 år kortere end resten af befolkningen. Sundhedssystemet skal være bedre til at hjælpe i tide.

KOMMENTAR: Hjemløse har brug for bedre hjælp

KFUM's Sociale Arbejdes generalsekre- tær, Morten Skov Mogensen, mener, at hjælpen til landets hjemløse er helt utilstrækkelig.