IGEN SAMTALEFORLØB TIL MÆND I KRISE

24.1.2020

Efter et års pause tilbyder vi nu igen samtaleforløb til mænd i krise, som har mistet fodfæstet i livet, og som enten er udsatte eller på vej til at blive det. Disse mænd har ikke mentalt overskud til at klare den lange vej for at få psykologhjælp, og de har heller ikke råd til egenbetalingen.  

Tilbuddet Livet Tilbage er åbent for alle mænd og ligger på tre af vores bosteder for hjemløse: Nørbygård i Hanstholm, Borgerskolen i Lemvig og Toften i Slagelse samt på Café Paraplyen på Frederiksberg i København.

Vi har ansat to dygtige terapeuter i Livet Tilbage, Poul Tambjerg og Gitte Grønne, som også i det tidligere projekt formåede at skabe tillid, empowerment og støtte til nogle af de mest udsatte borgere i vores samfund.

Da vi i december 2018 måtte lukke projektet efter fire succesfulde år, vurderede brugerne, at deres trivsel gennemsnitligt var steget med 63 pct. - og 73 pct. af brugerne betragtede samtaleforløbene som en succes. Brugerne sagde blandt andet:

Per, 28 år: 

”Jeg har haft et job i de sidste par år, og hvis ikke jeg havde haft samtalerne på samme tid, så havde jeg ikke haft det job længe. Det er det der med, at han (terapeuten, red.) får mig til at se tingene på en anden måde. Det der med, at der altid er flere perspektiver.” 

Søren, 38 år: 

”Det har ændret min måde at være på. Nu ser jeg mig selv på en anden måde. Jeg er ikke længere nær så negativ.”

Kristian, 28 år: 

”Mange praktiske ting er blevet nemmere for mig. Det er nok også fordi det er kognitivt, så jeg selv har fået de redskaber, jeg kan bruge i min hverdag. Det giver mig også håb for, at hvis jeg nu om ti år står med den samme type af problemer, så har jeg stadigvæk de her redskaber, som jeg så kan finde frem og bruge.” 

Jørgen, 48 år: 

”Man bliver simpelthen holdt fast i de ting, man har brug for at arbejde med. Der er hjælp til at holde fokus på de vigtige ting, og det virker altså.”

 

Læs mere på www.kfumsoc.dk/livettilbage 

  

Fire steder i landet tilbyder KFUM's Sociale Arbejde nu igen gratis samtaleforløb til mænd i krise.

Igen samtaleforløb til mænd i krise

Projektet Livet Tilbage kan med en ny bevilling efter et års pause nu igen tilbyde terapeutiske samtaler til mænd i krise fire steder i Danmark.

Gældsrådgivning akkrediteret

Gældsrådgivningen På Fode Igen har fået RådgivningsDanmarks kvalitets-stempel i form af en akkreditering af rådgivningen

VOXPOP: Hvornår er man fattig?

Pia kan ikke finde pengene til at få sine tænder lavet. Derfor føler hun sig fattig. Hun efterlyser hjælp til børnene. Læs mere.