Kim får handicappris for ekstraordinær indsats

Den 30. november 2018.

Lederen af Café Paraplyen i Taastrup, Kim Truesen, har fået Høje-Taastrup Kommunes Handicappris 2018 for at forbedre vilkårene for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed.

Handicapprisen blev uddelt den 30. november 2018 i forbindelse med FN’s internationale handicapdag. Handicaprådet havde i år valgt, at prisen skulle gå til én, som primært har gjort noget for at få handicappede i beskæftigelse og/eller få handicappede ud af social isolation.

Kim løber hurtigt
I følge gæsterne på Café Paraplyen er Kim Truesen den helt rigtige modtager af Handicapprisen:

- Paraplyen er det dejligt sted. Her kommer mange typer, hvoraf nogle er ensomme eller lider af depression og psykisk sygdom. Kim løber hurtigt og har sat skub i Paraplyen med et hav af sjove aktiviteter. Han er også rigtig god til at gribe fat i sit netværk og hive nye frivillige og andre mennesker ind, siger Lise Tjagvad. Og resten af Ældregruppen, der mødes i Paraplyen, nikker og tilføjer, at Kim er meget inkluderende og idérig.

Ydmyg prismodtager
Selv er Kim stolt og beæret over prisen, men også ydmyg:

- Jeg ser mig selv som en sparringspartner, som også gerne vil skubbe lidt til mennesker og få dem til opleve noget nyt og tænke på nye måder.

I indstillingen af Kim til handicapprisen står bl.a.:
Kim har i de halvandet år, han har været leder af Paraplyen, håndteret opgaven med stor autoritet og empati. Egenskaber der er altafgørende i forhold til Paraplyens brugere, som for en stor dels vedkommende er psykisk sårbare mennesker, hvoraf adskillige har en diagnose. Kim er i stand til at se igennem det ydre, nogle gange hårdkogte - og finde den skrøbelige sjæl, der ligger inde bag. Han mestrer på samme tid at rumme de mange og samtidig yde den personlige og individuelle hjælp som ganske mange af Paraplyens brugere har brug for. Kim fungerer i flere tilfælde som socialrådgiver for de brugere, der er allermest psykisk skrøbelige, og som er direkte bange for at møde det offentlige system.

Kim har formået i det forholdsvis korte tidsrum, han har været leder, at sikre, at der – efter fem ledelsesskift – igen står stor respekt omkring Paraplyen, og at stedet har et godt renommé blandt brugere og de mange frivillige, som alle føler sig trygge ved Kims venlige, stabile lederskab.

Kims ekstraordinære indsats består i hans rummelighed og lydhørhed. Egenskaber som indbærer, at stedet i dag har et aktivitetsniveau og en brugerflade, som ikke er set før i Paraplyens næsten ni år lange historie. Ganske mange mennesker kan berette om, hvordan Paraplyen – og ikke mindst Kims lederskab – har hjulpet dem ud af ensomhed og isolation.

#paraplyen #taastrup #udsatte #kfumsoc

Libanesisk aften i Paraplyen

Café Paraplyen i Taastrup ligger i et område, hvor over halvdelen af beboerne har en anden etnisk baggrund end dansk. Leder Kim Truesen har blandt andet været med til at etablere kulturaftener med mad, underholdning og dans. Til kulturarrangementerne har caféen typisk været fyldt med omkring 80 gæster. Kim ses længst til højre.

Hils på Lars og Pernille

Lars Nielsen og Pernille Gerner Gravesen er netop begyndt i KFUM's Sociale Arbejde som henholdsvis IT-supporter og kommunikationskonsulent.

Kommentar: Er vi på vej retur til almissesamfundet?

Danskernes store lyst til at støtte udsatte er glædelig. Men hvis det offentlige til gengæld trækker sig, risikerer vi at ende i et almissesamfund.

Kim får handicappris for ekstraordinær indsats

Kim Truesen fra Paraplyen i Taastrup har fået kommunens Handicappris 2018 for at forbedre vilkårene for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed.