Velmenende og venligt trækker han stolen ud for mig

Jeg træder ind ad døren og ved faktisk ikke helt, hvad jeg havde forventet. Som nyansat journalist hos KFUM’s Sociale Arbejde har mine tanker kredset om besøget. Og jeg må ærligt tilstå, at jeg er lidt usikker på, hvad der ville møde mig på den sociale Café Parasollen i Vejle.

18. april 2018. Af Maiken Hvidtfeldt.

Det lyse, indbydende lokale virker næsten lige så familiært som en dagligstue. Jeg tager plads ved et tomt bord og ønsker egentligt bare at være lidt usynlig, mens jeg iagttager. Jeg er jo ikke ’en af dem’.

”Vil du ikke sidde her?”, spørger gæsten høfligt bag mig. Han præsenterer sig og trækker en stol ud til mig. Jeg undrer mig over, at han tænker på mine behov og inkluderer mig. Bordets andre gæster snakker på kryds og tværs over deres rundstykker og varme kaffe - og stemningen er rar. Jeg bliver spurgt om, hvad jeg synes om dagens emne. Pludselig snakker vi som om, vi har kendt hinanden meget længere end de sidste fem minutter.

Mine øjne spotter en lille karismatisk dame i farvestrålende tøj, der arbejder som frivillig på caféen. Hun udstråler venlighed og er arketypen på den ideelle mormor. Sådan én der trøster, opmuntrer og ikke er nærig med sin omsorg.

Min umiddelbare tanke sker ud fra et egoistisk perspektiv. Hvad får dog hende til at arbejde på en social café, når hun kunne bruge tiden på sig selv? Hun forklarer heldigvis gerne.

Den meget lille dame med det store hjerte
”Ved du hvad? Jeg er bare så glad for, at jeg kan bruges til noget. Det er dejligt, at nogen kender mit navn og siger det højt bare dén ene gang om ugen, hvor har jeg ansvaret for rundstykkerne til morgenmaden. Det er en vigtig opgave, for vores gæster er tit meget sultne”.

Rigmor, der er tidligere folkeskolelærer, fortæller mig, at hun efter et længere sygdomsforløb genfandt troen på sig selv gennem det frivillige arbejde.

”Jeg vidste godt, at jeg var rigtig god til at lytte. Mine elever kunne være sig selv sammen med mig. Der var ikke noget, de skulle leve op til, og jeg accepterede dem med deres mange forskelligheder. Efter min sygdom mærkede jeg, hvad det vil sige at have brug for hjælp. Og hvor dejligt det er, når man møder hjælp i en uforbeholden udgave. Da jeg blev rask, besluttede jeg mig for at give min hjælp videre til andre”.

Så gå dog væk!
Trods et helt liv i Vejle har jeg aldrig ænset Café Parasollen, og undervejs i besøget går det op for mig, hvor lidt social en helt almindelig café er. Man ville aldrig driste sig til at invitere en fremmed med hen til sit bord og da slet ikke dele sin livshistorie. Vel? Det ville simpelthen være for mærkeligt og undvigemanøvrerne er lige pludselig mange.

Jeg kan simpelthen ikke få regnestykket til at gå op: Dem, der har mødt modstand i store dele af deres liv, åbner gerne op og inkluderer ’os andre’. Mens de ressourcestærke eremitkrebs klapper i, så de slipper for at se dét, der måske gør ondt.

Mine forældre har tit fortalt om efterkrigstidens varme fællesskab og store hjælpsomhed. Hvor forsvandt den hen?

Vi har jo alle sammen et behov for at føle os accepteret og elsket. Så hvordan mon det kan være, at vi har så frygtelig travlt med at lade som om, at vi klarer os fint i vores egen lukkede kreds? Det er – for mig - meget mærkeligt, at et land, der er stolt af sin sammenhængskraft, ikke taler mere sammen?

Måske burde vi gøre os lidt mere umage og snakke mere sammen. Tilbyde at hjælpe hinanden og virkelig insistere på det her fællesskab, vi alle er en del af. Fakta er, at næsten hver femte - 18,8 procent - af unge mellem 16 og 24 år føler sig ensomme og udenfor. Men hvorfor skal så mange føle sig så ensomme, når vi er så få indbyggere og i forvejen deler en kultur, en historie og en homogen forståelse af verden?

Bliver jeg fremover fast gæst på Café Parasollen? Svaret er desværre nej. Her er mennesker, der trænger til et bad, reoler med genbrugstøj og mættende mandfolkemad. Det er jeg ikke klar til i min Instagram-fokuserede verden. Men jeg er lykkelig for, at der er frivillige og ansatte - der dag efter dag - stiller op og rummer alt dét, vi andre tilsyneladende har det så svært ved at turde tage tilløb til.

Bare så glad

"Jeg er bare så glad for, at jeg kan bruges til noget. Det er dejligt, at nogen kender mit navn og siger det højt bare dén ene gang om ugen, hvor har jeg ansvaret for rundstykkerne til morgenmaden", siger Rigmor, som er frivillig i Café Parasollen.

Hils på Lars og Pernille

Lars Nielsen og Pernille Gerner Gravesen er netop begyndt i KFUM's Sociale Arbejde som henholdsvis IT-supporter og kommunikationskonsulent.

Kommentar: Er vi på vej retur til almissesamfundet?

Danskernes store lyst til at støtte udsatte er glædelig. Men hvis det offentlige til gengæld trækker sig, risikerer vi at ende i et almissesamfund.

Kim får handicappris for ekstraordinær indsats

Kim Truesen fra Paraplyen i Taastrup har fået kommunens Handicappris 2018 for at forbedre vilkårene for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed.